Lykken er at finde de små hverdagseventyr et helt andet sted
Udgivet: Marts 23, 2022
Den tyske mand slår en latter op, da jeg som den sidste i familien klatrer ud ad døren på vores Hero Camper.
“Nej, det bliver jeg nødt til at se. Hvor mange kan I være derinde”, spørger han nysgerrigt.
Vi står et stenkast fra Rhinen en råkold morgen i november, og jeg har hjulpet vores tre børn ud til min mand, for vi skal snart køre.
Tyskeren glemmer al coronaforsigtighed og ser ind.
Han bliver stående og sludrer om, hvordan livet foregår i en Hero Camper med to voksne, en fireårig og tvillingebabyer.
Vi er på vej til Frankrig og Spanien for at finde solen og forlænge det tidlige efterårs varme glød. Det ville vi måske ikke have været, hvis året var gået anderledes.
Da jeg gik på barsel, havde jeg ikke andre planer for 2021 end at passe vores tvillinger, når de kom til verden. Nærmest i samme sekund de blev løftet ud af min livmoder, slog livet et slag med halen.
Min mands mor blev diagnosticeret med spiserørskræft, som havde bredt sig, og lægerne kunne ikke tilbyde nogen behandling. Vi flyttede en måned til Nordjylland for at være tættere på for en tid. Vi holdt lyn dåb. I begyndelsen af oktober sagde vi farvel.
Det er skørt at forholde sig til livets spæde begyndelse, når et andet liv visner og bliver væk. Måske derfor har året modnet nogle ideer, som har simret i vores drømmegryde.
Hero Camperen var en af dem.
Vi købte den efter en del overvejelser – valget faldt på den, fordi vi ikke er campingmennesker, men mere friluftsmennesker, eller måske endda frihedsmennesker med en kæmpe lyst til at rejse.
Muligheden for at køre et sted hen og ikke skulle pakke fortelt og masser af bagage – men have mulighed for at flytte os dagen efter igen – er fantastisk for os.
Vi siger farvel til den tyske mand og triller videre. Turen til Frankrig og Spanien bliver alt det, vi drømmer om.
Har vi konflikter? Ja.
Er der stadig en masse bleer, der skal skiftes? Ja.
Strøer vi rundhåndet sutter over hele Europa? Ja.
Men samtidig har vi som familie en ro på rejsen, som vi ikke har haft i det halve år, hvor vi har kørt fast mellem Fyn og Nordjylland for at hjælpe farmor gennem den sidste tid.
Livsgrådige drikker vi hvidvin af rigtige glas, for det har min mand valgt at tage med. Vi spiser morgenmad og aftensmad inde i camperen, og det kræver en voksen som skiller mellem tvillinger og den fireårige, men de fleste dage er det hyggeligt at gumle croissanter eller frikadeller lavet i det lille køkken og tale om de kommende dages muligheder.
Som børnefamilie søger vi store oplevelser i de små ting. At finde hverdagslykkeglimt andre steder er vores eventyr.
Vi går ture i bjergene nord for Grenoble, og vi finder en fantastisk legeplads, hvor vores dreng kan bruge energi, mens vi voksne nyder udsigten over bjergene, og tvillingerne sover. Vi finder svømmehaller på vejen, for det er vigtigt for os, at børnene synes, det er hyggeligt at være af sted. Vi fodrer ænder. Vi tager chancen og besøger et museum i Spanien, og det går så godt, at vi besøger et andet museum senere på turen.
Tip: Når man rejser med små børn, bruger man pengene på at se udvalgte udstillinger – det, man kan nå på en lille time. I vores rejseliv er det voksenluksus.
Gennem hele turen forbliver vores lille Hero-kapsel et fristed, et kendt sted, som gør det muligt for os at flytte os uden at skabe stress for børnene. Et sted, som er nemt at køre ud med, rulle markisen ud og for en stund være i ro, men tæt på nye oplevelser.
Vores første tur i Hero Camperen ender med at være en stor succes. Børnene elsker at være på tur i den.
I 2022 går vores ture til Vestjylland, Nordtyskland og Midtsverige.
Følg med på Instagram @greattravelvibes
På udkig efter mere inspiration? Hop ned i et andet blog post eller find mere inspiration